Forældresamarbejde
Forældresamarbejde
Grundlaget for vores samarbejde er en gensidig respekt for hinanden, åbenhed og tillid. Vi ønsker, at forældrene giver udtryk for deres undren og oplevelser i Himmelblå, såvel positive som negative, så vi kan få en dialog om dette og evt. lave ændringer.
Det er vigtigt for os, at forældrene får en god fornemmelse af deres barns dagligdag. Samtidig skal de have oplevelsen af en rar atmosfære, når de kommer i begge afdelinger, hvilket bidrager til en tryghedsfølelse omkring det, at have deres barn i Himmelblå.
Det er og bliver altid forældrenes barn, men i og med, at vi har barnet en del timer hver dag, har vi voksne (forældre og personale) brug for hinanden til at varetage børnenes trivsel.
For at samarbejdet fra børnenes og forældrenes start i Himmelblå skal blive så godt som muligt, har vi bl.a. valgt at udarbejde en velkomst pjece. Den udsendes når vi modtager indmeldelse fra pladsanvisningen. Ca. 1 mdr. før opstart oplyses det, hvilken gruppe barnet skal gå i (stuens navn), og i den mail er der også en opfordring til, at familien tager kontakt forud for barnets opstart, så de sammen med stuen kan få aftalt, hvordan barnets opstart skal være. Det er også her forældrene giver os de informationer, som de synes er vigtige ift. at vi skal modtage deres barn.
Den daglige dialog foregår som kortere eller længere samtaler, når barnet afleveres og hentes. Her har vi en gensidig forventning om, at der informeres om, hvordan barnet har det.
Vi holder forældremøder i løbet af året. Der afholdes bl.a. valg til vores bestyrelse i oktober - ofte med oplæg omkring et aktuelt emne.
Formidling af livet i Himmelblå
I dagligdagen vægter vi primært information om, hvordan barnet har haft det, og sekundært hvad det har lavet.
Det er hovedsageligt personalet fra gruppen, der giver den daglige information. Men i og med at barnet kan have haft kontakt til og oplevelser med andre voksne i huset, kan informationerne også komme fra dem.
Afviklede og planlagte aktiviteter, nye børn/personaler, hvad er vi optaget af pt., nyt fra forældrebestyrelse og -forening osv. informerer vi om på Aula.
Udover vores information til forældrene, har vi en forventning til forældrene om, at de har lyst, interesse og giver sig tid til at indhente information om deres barns liv i institutionen.
Forældresamtaler
I Himmelblå har vi nogle på forhånd planlagte forældresamtaler i løbet af den tid børnene er hos os.
- Velkomstsamtale i forbindelse med at barnet starter i vuggestue eller børnehave. Her fortæller personalet om institutionen og dagligdagens rutiner, mens forældrene fortæller om deres barn og dets behov.
- Tremånederssamtale hvor der tales om, hvordan det har været for barn/forældre at starte i Himmelblå og om barnets trivsel og udvikling.
- I børnehaven er der desuden en skolesamtale i efteråret inden det kalenderår, hvor barnet forventes at starte i skole. Her har personalet bl.a. udarbejdet et skoleparathedsundersøgelse. Hvis det vurderes, at det er bedst for barnet, at der søges skoleudsættelse, drøftes dette også med forældrene til skolesamtalen.
- I overgangen fra vuggestue til børnehave udfylder personalet et overleveringsskema, som udleveres til både forældre og børnehave. Hvis der er behov for det, indbydes forældrene til en samtale.
Udover de aftalte samtaler, kan både vi og forældrene til enhver tid bede om yderligere samtaler.
Aflevering/afhentning
Vores mål er, at børn, forældre og personale får en god begyndelse og afslutning på dagen. Dette er med til at skabe en sammenhæng imellem hjem og institution.
Afleverings- og afhentningstidspunkterne er nok de "sværeste" i en daginstitution. Der er mange forskellige behov, og vi vil i samarbejde med forældrene gøre vores bedste for tilgodese børnenes først og fremmest.
Det gør vi bl.a. ved:
- at alle blive budt velkomne i huset om morgenen med et smil og et ”Godmorgen”, ligesom der bliver sagt ordentligt ”Farvel” om eftermiddagen. Til velkomstsamtalen får alle forældre at vide, at det er vigtigt for os, at de altid har kontakt med en personaler ved aflevering og afhentning.
- at der så vidt muligt er ro i all-rummet og på stuerne i ydertimerne.
- at børnene altid kan få hjælp fra en voksen til at sige ”Farvel” til mor eller far.